Farvel!

OM INGENTING
 
Om lidt er jeg uden venner
Om lidt er jeg uden familie
Om lidt er jeg uden dig
 
Om lidt er jeg uden arbejde
Om lidt er jeg uden land
Om lidt er jeg uden hjem
 
Om lidt er jeg uden tro
Om lidt er jeg uden ord
Om lidt er jeg uden jeg
 
Om lidt er ingenting alting
 

Jeg er tilbage efter et halvt år i ingenting

Det har været enormt hårdt. Mørkt. Jeg er vendt tilbage uden en mening med livet og ved ikke, hvad jeg skal. "Danmark i Kærlighed" er sat på stand by inde i mit hoved. Jeg skal ikke mere i mit liv, jeg er klar til at dø, men jeg går ikke efter døden, jeg går ikke efter noget...måske er det en chance for at genopfinde mig selv, jeg ved bare ikke hvordan eller til hvad.

Kan bedst beskrive det med, at jeg har tabt troen. Jeg tror ikke på noget mere, er ikke attached til noget. Jeg er ikke mit jeg, jeg har et jeg. Dybest set er der bare en gnist af energi, som er kernen i min opmærksomhed og som flyttes rundt derinde, bedre ord kan jeg ikke finde for livet i mig.

Det eneste, jeg har lidt energi på, er, at give det, jeg har indset om rejsen indad, til andre. Derfor skriver jeg nu på en selvbiografi i ordets mest bogstavelige betydnign; en biografi om mit selv. Men det går langsomt.

Ellers laver jeg ikke noget. Og jeg har besluttet at lade stå til i halvandet år, så er mine penge brugt op, og jeg må sælge lejligheden eller få et job eller måske opstår der noget ud af skriveriet.

Kærlig hilsen
  Jan


PS!

jeg troede, at hjertet var mit allerinderste. Det oplevede jeg, da jeg fik en "hjerteåbning" med Ranka på en pub i London i år 2000. Mit dybeste "jeg" dukkede op nede fra mit ubevidste indre, og kærligheden strømmede som en flod af energi. Jeg troede først, at dette "jeg" var min sjæl! Og jeg troede at "jeg var kærlighed" og at meningen med mit liv var kærlighed. Men jeg tog fejl. Det var et dybere "jeg", som er den anden side af "jeg'et" i mit ego. Til sammen udgør de min identitet; den, jeg oplever, at jeg er. Denne åbning var så stærk, at jeg troede, at hjertet og kærligheden var det endelige svar på min søgen; jeg troede, at jeg havde fundet "svaret"! Derfor lavede jeg først kærlighedsaftener, hvor man så hinanden i øjnene, og derefter startede jeg sammen med Rasmus et politisk parti Det Åbne Menneske, og efter i 2004 at have lavet kærligheds-seancen Et Århus i Kærlighed, skabte jeg missionsvirksomheden, Danmark i Kærlighed, hvor målet er at skabe et samfund i kærlighed - et sted hvor man lytter til hjertet.

Men jeg har indset, at hjertet og kærligheden ikke er det endelige svar. Der findes noget dybere inde (eller nede). Nedenunder har jeg fået kontakt til ingenting. Der er tomt! Dér er ren væren. "Jeg" er en konstruktion eller illusion, skabt ovenpå ingenting. "Jeg'et" i hjertet er ganske vist den dybeste del af min identitet, men det er stadig bare en konstruktion/opfindelse i mit sind. Og kærligheden er ganske vist en af de dybeste følelser, men det er stadig bare en følelse, selv om andre vil gøre den til gud. Alt, hvad jeg oplever og tænker, er en trossag. Jeg ved simpelthen ikke, om det er virkeligt. Jeg ved ikke dét, jeg ved. Jeg er ikke dét, jeg tror, jeg er. Jeg tror det blot...

Denne tomhed kom jeg i kontakt med, da jeg kørte hjem efter Et Århus i Kærlighed. Men jeg har oplevet den mange gange siden, når jeg har lavet fri latter og efter latteren sidder helt stille og mærker - dér oplever jeg ren væren, uden kærlighed. Der er ikke noget. Der er tomt. Også i de største øjeblikke i ens liv er man bare. I dét jeg kalder sandhedens øjeblikke, dér er man bare - det er ren væren. Tomt og rent.

I 4 år har jeg således vidst noget, som jeg ikke sagde til nogen - heller ikke til mig selv. Jeg skubbede det til side, fordi geniale og oplyste jeg jo havde fundet "svaret" og rask væk havde fortalt det til hele verden på store møder, i trykte brochurer, på hjemmesider og i medierne, ha ha, min forfængelighed er stor! og min frygt for ikke at være noget er endnu større! Jeg kunne ikke sige det til nogen, fordi det ville rive alt ned, hvad jeg havde bygget op. Alt.

Men, jeg må rive det ned. Lad det dø. Jeg kan ikke andet, jeg er et sandhedssøgende menneske, sandheden driver mit liv. Ha, ha, det er et paradoks "at være noget" når nu jeg oplever at: Jeg er ikke noget. Jeg ved ikke noget. Alt, hvad jeg har sagt før, er simpelthen ikke sandt. Ligesom det nødvendigvis heller ikke er usandt. Tankerne og ordene her ikke er noget jeg ved, men bare noget jeg tror; noget jeg fantaserer mig til. Så paradokset er fuldstændigt; Jeg søger noget, der ikke findes, sandheden findes ikke. Jeg drives hen imod noget, jeg aldrig vil kunne finde....

Men, men, men nedenunder alt dette rod oplever jeg fuldstændig tilstedeværelse. Der er helt rent. Ren væren. Klarhed. Ha ha...hvis jeg da tør stole på det, jeg oplever...farvel, ingenting venter